Butternut squash & hokkaido græskar – Sådan dyrkes de!

Udover den almindelige aflange, grønne squash (courgetter), er hokkaido græskar & butternut squash fast inventar i Dyrk & Spis køkkenhaven.

Bevares. De fylder lidt.

Men glæden ved at flække deres hårde skal og tilberede dem en kold januar dag, slår (næsten) alt.

Her er min dyrkningsvejledning – Hvis du har feedback, eller kunne bruge mine ord. Så læg en besked!

// Anders Guldberg, Dyrk og Spis

Dyrkning af butternut squash & hokkaido græskar

Butternutsquash, dyrkning af, dyrkogspis

Sværhedsgrad: Nem

Fordel:

  • Kan bruges som 2. afgrøde, da de plantes sent ud (fra midten af maj-juni)
  • Du har hjemmedyrket grønt hele vinteren

Ulempe:

  • De fylder meget i køkkenhaven. Prøv derfor at lade dem vokse op (over) et hegn. Det er dekorativt og og sjovt at se dem skyde i vejret.
  • Bruger du egne frø fra sidste års høst kan de nye planter krydsbestøve, hvilket kan give et uforudsigelig udbytte (jeg har dog ikke selv oplevet problematikken her på parcelhusmatriklen 🙂

Frø: 

  • Gendyrk: Frøene er store og lette at håndtere (yderst børnevenligt) og har du først købt et hokkaido græskar eller en butternutsquash kan du bruge kernerne til at så en ny plante med.
  • Køb af frø: Hvis du vil være helt sikker på resultatet, skal du købe frø i handlen (F1). Du mister bare lidt af eventyret i at “spise – plante – høste”

hokkaido græskar

 

Gødning: moderat (overgødning får planten til at sætte flere blade end frugter)

Udplantningssted: Varmt og gerne med læ

Vanding: Primært i perioden efter udplantning. Ellers minimalt (da rødderne strækker sig langt ned i undergrunden)

Såning & udplantning: Forspires inde eller i drivhus fra april til maj, hvorefter de udplantes fra midten af maj og frem til juni.

Når hokkaido og butternut skal udplantes, skal de plantes så kimbladene er lige over jorden.

Er det stadig koldt i vejret, dækkes de små planter med fiberdug. Forsøg dig ikke med hokkaido eller butternut squash i potter. Det er dømt til at fejle, da rødderne skal have lov til at kravle langt ned i jorden. Det betyder samtidig at de ikke kræver ret meget vand bortset fra lige efter plantningen.

Høst

Hokkaido høstes som det første græskar (hvis alm. squash/courgetter fraregnes), herefter butternut og de andre græskar. Allerede fra starten af september er hokkaido klar, mens du må vente en månede på butternutsquash er høstmoden

Men!

– Lad dem endelig side indtil frosten får sit kram på køkkenhaven – de vinder nemlig smagsmæssigt ved fortsat at modne.

Husk at beholde stilken på planten, da den ellers rådner.

 

De høstede græskar opbevares tørt og ved stuetemperatur.

Spis butternut squash-suppe

opskrift butternut squash, butternut, squash, suppe

Rodfrugtsuppe med Kebab-And

700 g rodfrugter &/eller græskar efter eget valg
2 fed hvidløg
3 kviste timian
1/2-1 L vand eller fond
Lidt rapsolie
Salt, peber,
2 spsk kombucha (eller æblecidereddike)

Skræl og vask rodfrugterne, og skær dem i grove tern. Kom rodfrugterne i en stor varm gryde med rapsolie, hele hvidløg og timian.
Sauter rodfrugterne ved lav varme i 5 minutter, indtil de begynder at tage farve. Tilsæt vand, og lad suppen koge yderligt i 20 minutter.
Blend suppen med en stavblender og smag til med salt, peber og kombucha – prøv at smage på suppen før og efter, du krydrer med kombucha, så vil du forstå 🙂

Kebab-anden

(1 stk andebryst fra dagen før)
1-2 spsk rapsolie

Fjern skindet og skær brystet i tynde skiver. Varm en pande op til maks varme. Tilsæt olie og steg kødet hårdt i 1-2 minutter (indtil der er kommer stegeskorpe). Læg kødet på et stykke køkkenrulle.

Velbekommen ?

 

Mvh

Anders Guldberg, Dyrk og Spis (-> på facebook.com/DyrkogSpis)

 

hokkaido græskar